mandag den 12. juli 2010

Alt kan lade sig gøre, hvis man bare vil det

Det var den vigtigste konklusion, jeg fik ud af det netop afsluttede Junior-VM på dansk grund. Et junior-VM, der har været snakket om i tre år, er nu forbi, og jeg kan nu kigge tilbage på alt den tid, hvor jeg haft dette som træningsmål.
Til junior-VM i Göteborg i 2008 lærte jeg, hvordan det var at konkurrerer på det højeste plan i junioralderen. Året efter var jeg ikke med, men her er jeg sikker på, at jeg lærte mere om gamet ved ikke at deltage. Det brugte jeg i min forberedelse på vej mod dette verdensmesterskab, og jeg kan da kun sige, at jeg er blevet bedre: Jeg har opnået højere fysisk niveau selvom, jeg var ude med skade hele efteråret. Teknisk har jeg arbejdet med at opnå en rutine, når jeg løber. Og jeg har sammen med Juniorlandsholdet også arbejdet meget på det mentale plan, hvor jeg især havde problemet sidste år.

Lyspunkter
Alle disse ting lyder som om, at det kun kan give bonus, og det gjorde det også til tider:
Mandag den 5. juli lagde jeg stærk ud med en 10. plads ved sprinten. Kun 7 sekunder fra en podieplacering, var et resultat, jeg ikke helt ville gøre forhåbninger om ved dette VM, men det var fantastisk at blive bekræftet i, at mit hårde arbejde på en spindings cyklen henover vinteren har givet pote.
Mange tror sikkert at bronzemedaljen på stafetten var mit junior vm’s helt store højdepunkt, men jeg ser desværre ikke på den, som I gør. Den pynter gevaldigt på medaljehylden og bekræfter min fortsatte fremgang, men jeg føler ikke, at jeg har den store del i den. Jeg fraskriver mig den ikke tværtimod – Uden mig havde holdet ikke fået den.

Der kæmpes om pladserne

”Så kunne de jo bare have haft Søren Sørensen på holdet i stedet?” Jeg kan lige så godt deltage i diskussionen nu, som jeg blandt andet har erfaret har raset gevaldigt på O-snakken.
Faktum er, at holdet blev udtaget i maj. Dengang viste jeg bedre og mere stabile resultater end Søren. Søren var desuden begrænset, da han havde fået en skade med knæet. Derfor var det med den gode ret, at jeg havde kæmpet mig til den 1. tur på førsteholdet. Dette var mit største mål med dette VM, og jeg var virkelig glad for at det lykkedes. Jeg forstår, hvorfor udtagelsen sker 1½ måned før, modsat svenskernes, der skete 20 timer før stafet starten, for så er løberen fuldt indstillet på sin opgave. Samtidig troede Lars også på, at jeg kunne rykke mig meget endnu på den sidste tid op til mesterskabet.
Tilfældet blev i stedet, at Søren har formået at ramme topformen helt og aldeles, og jeg er vildt imponeret af hans store fremgang den sidste måned. Jeg følte mig i bedre form til testløbene end nu, og jeg ramte ikke teknikken perfekt igennem hele JWOC-ugen.
Mange forstår nu ikke problematikken, da mit hold fik bronze og Søren opnåede imponerende resultater individuelt. Men sagen drejer sig om den nu velomdiskuterede Udviklingsgruppe under DOF. Jeg er nu automatisk kvalificeret til denne gruppe, når jeg rykker ud af Junioreliten efter 2011. Løberne i gruppen er, som det er nu, automatisk udtaget til EM og VM. Altså har jeg i princippet sikret mig en plads til WOC i Schweiz i 2012 og Finland 2013. Søren har med end 8,9 og 15. plads på de individuelle distancer ikke opnået plads i gruppen (skal være top6), og skal nu opnå en top15 placering til et World Cup løb for at komme med. En meget svær opgave. Derfor kunne det havde været taktisk at placere Søren på førsteholdet, så han kunne sikre sig en plads, og så måtte jeg forsøge igen næste år i Polen. Jeg er næsten ked af det på Sørens vegne, men jeg viste formen på det rigtige tidspunkt, og det er det der tæller. Resultaterne kan ikke ændres og det er, som det er blevet. Selvom vi er et hold med et stærkt fællesskab, kæmper vi også mod hinanden. Det er blandt andet det, der gør os alle bedre.
Det er mit synspunkt på sagen, og jeg ser det nu helst dø hen, for jeg gider ikke bruge tid på det. Jeg vil gerne glæde mig over metallet nu.

Tåbelig fejl i skoven
Jeg så frem til løbene i skoven. Desværre blev det ikke som ventet. På langdistancen løber jeg faktisk fornuftigt nok på 29 stræk, men på ét stræk især laver jeg en dum fejl, som koster mig langt over 5 minutter. Jeg kan ikke fatte, at jeg har bedrevet at lave sådan en fejl, men jeg måtte bare tage det bedste med fra løbet og udføre dette på mellemdistancen.
Kvalifikationen så ikke ud til at blive den svære opgave. Alt passede mig godt. 21 poster på 3,8 km. Et teknisk mekka. Det kørte også meget stabilt indtil jeg igen falder i og laver en tåbelig 3-4 minutters fejl. Igen forstår jeg intet af mine egne handlinger: Min post er placeret i skoven (tæthed 0) og alligevel løber jeg rundt i et åbent område. I mål var jeg decideret skuffet over mig selv. Jeg klarede dog at holde mig inde i A-finalen med en 14 sekunders margin.
Moralen var altså nu ikke alt for god. Det afspejlede sig også i mit finale løb. Endelig lavede jeg dog en præstation med den sædvanlige bom margin, men jeg følte mig ofte over-sikker og passiv. Jeg fik først rigtig sat fart på, da jeg blev hentet af løberen efter mig. Det positive fra den distance var desuden, at jeg sagtens kunne følge tempoet på denne svensker.
Så det blev altså kun til et løb, hvor jeg havde en rigtig god fornemmelse i mig selv. På stafetten følte jeg mig utrolig tung og langsom i bakkerne, så det var kun på sprinten, hvor jeg følte en god energi hele vejen.

Målet og motivationen er sikret

Det sidste vi snakkede om til JWOC inden hjemrejsen var, at vi skulle passe på ikke at gå i stå. Men det ser jeg ingen fare for. Jeg har allerede fundet et mål frem for næste år, og det kan lade sig gøre, hvis jeg vil. Og det vil jeg, for jeg vil bevise, at jeg er stærk nok til at været på Seniorlandsholdet.
Jeg er top motiveret nu og vil nu gå på en velfortjent sommerferie, hvor der bliver også plads til løb. Mon ikke der findes bjerge på Azorerne, der kan ”straffes”, og til O-ringen kan man altid få et fremragende godt teknisk udbytte. Og allerede om 21 dage bliver blikket for alvor vendt mod Junior-VM i 2011 i Polen med en træningslejr i naboterrænerne.
Alle JWOC-løbene kan vendes til det positive, og det bliver de: Et skridt på vejen mod toppen…

Andreas H. Boesen