Så har jeg endelig taget mig sammen til at skrive noget fra JWOC:
JWOC – Ubeskriveligt!
Sidste år omkring samme tid blev jeg enormt glad, da jeg fik at vide af Michael Sørensen (U-16 landstræner), at han ville have mig med på U-16-landsholdet til EYOC i Ungarn. Et år senere blev jeg så ringet op af Lars Lindstrøm (Junior-landstræner), der gerne ville have mig med til JWOC i Göteborg. Dette var noget helt andet i forhold til sidste år. Det her var toppen, af det en junior kan opnå. At komme med til et Junior-VM.
Jeg tror ikke helt, jeg forstod det før jeg var til ”Ryste-sammen-samling” på Fanø 3 uger før afgang. Nu var jeg altså med, med til det som jeg siden september 2007 havde sat mit mål efter. Endelig kunne man se, hvorfor træningen skulle gennemføres, hvorfor man skulle gennemføre det sidste 4-minutters interval også selvom regnen væltede ned, hvorfor man i vinters skulle cykle 15 kilometer for at komme til træning, for så at køre hjem i frost og mørke. Endelig blev målet nået. Og ja mit mål var bare at komme med, så måtte konkurrencerne gå som de gik. Og det var også den samme meldingen jeg fik fra trænerne: ”Du er med for at lære. Det bliver bl.a. dig der skal erstatte toppen, når de bliver for gamle.”
Er det landsholdet?
Som sagt var det en ubeskrivelig glæde at skulle med, og det var også lidt svært at sove natten før. Men ja vi blev samlet i Helsingørs færgeterminal, som man nærmest ”normalt” gør, når man skal til Sverige i o-løbs sammenhæng. Vi blev også hentet af Sixt-bussen, som ”normalt”. Det var egentlig først, da vi nåede frem til Göteborgs Garnision, at man fik følelsen af, at det var noget særligt. Så skulle ID-kortene frem, så de kunne tjekke om vi var de rigtige løbere. Så begyndte det. Andre landshold var ligesom os også ankommet før tid.
Vi boede i forskellige huse, med forskellige standarder, og vi endte på samme etage som Australiens landshold. Det var underligt at møde folk så langt væk fra, men de var sgu meget flinke. Det var i det hele taget underligt bare at møde andre nationaliteter. Sidde på en kaserne og spise militær-mad med folk fra hele verden. Der var også en lidt underlig stemning i området.
Lørdagen bød på en teknik træning i Hisingsparken, terrænet som blev brugt til mellemdistancen på testløbene, hvor vi skulle komme tilbage til Göteborg-tærrenet. Dette er noget helt andet end Boserup. På garnisionen ankom flere og flere hold og til sidst var alle der nok. Cirka 400 løbere og trænere blev det til.
Fed sprint!
Nå, mandag gik det så endelig i gang. Sprinten blev afholdt i strålende sol og en del vind. I bussen på vej til start oplevede jeg endelig den meget omtalte seriøsitet. Alle undtagen dansker-flokken var stille og mange sad og kiggede ud af vinduet, mens de havde en Ipod i ørerne. Situationen var den samme ved start i den time, man havde derude.
Jeg var første dansker på banen startende som nr. 8 af drengene. Jeg glædede mig meget til at komme af sted, for nu havde vi snakket om denne sprint i 3 dage.
De første 6 poster gik perfekt uden fejl, men ved 7’eren begyndte skoven at spille ind, så det blev lidt svingende ned til 8’eren. Ved 8’eren kommer jeg til at læse, at jeg er ved 9’eren og står lige pludselig ved en klippevæg, som ikke skulle være der. Ellers gik det fint. Jeg kom ind som nr. 2 og derfor håbede jeg på top 50 og blev nr. 46. Næsten alle danskerne klarede sig rigtig godt, specielt pigerne. 5 piger i top 20, 2 på podiet, endda to debutanter, og 1 verdensmester! Og så må vi heller ikke glemme Søren Bobachs fornemme bronzemedalje i herrer-klassen. Så der var fest i danskerlejren og på stævnepladsen, hvor cirka 100 danske juniorer og U2’ere var mødt op for at heppe. Og Emma Klingenberg takkede da også publikum for opbakningen, som hjalp hende til at vinde. Lars Lindstrøm modtog endda en sms fra en svensker, der spurgte hvorfor man havde følelsen af, at Junior-Vm’et var i Danmark. Jeg benytter også lige lejligheden til at takke supporterne for støtten.
Præmieoverrækkelsen foregik i forlystelsesparken Liseberg, hvor Emma, Zenia H. Mogensen og Søren blev hyldet efter vi lige havde prøvet et par vilde rutsjebaner. Til damernes præmieoverrækkelse fik vi sunget vores nationalsang i ultra langsomt klassisk mix. Ikke helt genialt.
Så blev det allerede hviledag tirsdag. Jeg følte ikke rigtig, at jeg var brugt, men så var det blev arrangeret. Denne dag blev brugt på ren afslapning og en model event i Hisingsparken.
Én-mands-stafet
Onsdag. Nu gik det for alvor i gang i Göteborgs skove. Mellem kvalifikationen var noget specielt en slags en-mands stafet, hvor tre startede samtidig, og så havde man en bane man skulle løbe. De andre havde en anden bane med samme distance og længde.
Terrænet var lidt lettere end jeg forventede med masser af stier, og derfor blev jeg for defensiv med mange udenoms vejvalg. Jeg lavede også en stor fejl og en del små fejl. Jeg endte på en 30. plads og det var kun de 20 bedste i hvert heat, som gik videre. Alle pigerne undtagen Emma gik videre og på herrer-siden var det kun Søren og Rasmus Thrane, der var videre. Marius Ødum fik en ærgerlig 21. plads og måtte ”nøjes” med B-finalen, sammen med resten af drengene og mig. Stemningen var derfor hos nogen rigtig god og hos andre lidt bitter. Jeg var selvfølgelig heller ikke tilfreds med mit løb, men jeg havde jo ikke forventet noget, og jeg kunne jo også godt se, hvordan det hele hang sammen. Før starten havde jeg heller ikke været ”aggressiv”, og det resulterer bare ikke i super orientering, åbenbart. Men i B-finalen, ville jeg forsøge at gøre det bedre.
Varmen havde efterhånden indfundet sig i Göteborg, og det kunne rigtig mærkes ude over klipperne.
Endnu en god dag
Til finalen var det endnu værre. Nu nærmede temperaturen sig de 30 grader, og når det meste af dagens terræn foregik på åbne klipper ville en væskepost ikke have skadet nogen.
Ved starten var jeg klar, og det gik også rigtig godt derude. Ved 8’eren var jeg endda strækvinder og havde en samlet placering som nr. 4. Men derfra lavede jeg nogle småfejl og tabte placeringer. Men jeg endte som nr. 9 cirka 3 min. efter nr. 1. Jeg blev bedste dansker i B-finalen kun 6 sekunder foran Marius på en 10. plads. I A-finalerne bommede de fleste af pigerne sig væk på post 4, men Signe Klinting opnåede dog en flot 7. plads. Så var spændingen om Søren skulle sørge for at Danmark blev repræsenteret på podiet. Søren startede tredje sidst, så opløbet var længe tomt og sekunderne gik. Så kom Søren og bragede igennem opløbet og løb sig ind på bronze pladsen kun få sekunder foran fireren og 45 sekunder efter nr. 1. Søren havde endda hentet bronzen i spurten, som han vandt med 4 sekunder. Så i dag blev der igen noget at glæde sig over.
Næste dag ville igen være en hviledag, så vi brugte aften på hygge, med en tur på restaurant og solnedgang fra toppen af ”bjerget” som lå i garnisionen. Dagen efter fortsatte afslapningen og hyggen med en tur til Vångö, en skærgårds ø, hvor vi nød solen, for en gangs skyld. Dagen blev dog også brugt til at se frem på langdistancen. En 10,2 km’s tur i 30 grader, i super spændende terræn.
Manglende motivation
Så gjaldt det langdistancen. Det var det jeg så mindst frem til, til JWOC. Det skal ikke forstås som, at jeg hader langdistancer, men jeg kan bedst lide de andre længder.
På grund af denne indstilling, blev min motivation før løbet ikke god. At der kun var 21 poster på vores bane gjorde det ikke spor bedre. Da jeg så fik kortet kunne jeg se, at det ikke blev godt. 3 hurtige poster og så en 3-4 meget lange stræk derudaf. Jeg bommer 2 og 3, og kommer ganske godt af sted på de to første langstræk. Varmen spiller meget ind og væskeposterne bliver godt benyttet. Der var en sløjfe på banen ligesom til testløbene, og det gjorde, at halvdelen af feltet bl.a. mig, ikke havde væske mellem post 8 og 17. Det blev et lidt for langt stykke, og jeg gik meget død. Til sidst må jeg bare tage et langt sti vejvalg, men jeg var enormt træt og kom fuldstændig smadret i mål. Jeg blev dårligste danske herrer som nr. 85, ca. 25 minutter efter. Det undrede mig ikke, for det havde ikke kørt særlig godt. I dag var der ingen danskerne på podiet, men Søren og Signe kom dog i top 10.
Om aftenen var jeg meget glad for, at Mads Ingvardsen sagde, at det var den sværeste langdistance han havde set siden JWOC i Finland 1992. Så derfor var jeg egentlig glad nok for min præstation.
Det sidste løb og de sidste kræfter
Så blev det tid til holdpræstationerne. Stafetten foregik tæt ved langdistancen, og det skulle nok blive sjovt igen. Jeg løb 2.tur på hold med Rasmus Folino og Marius. Rasmus var eksperten til første turen på vores hold og lå faktisk foran vores første hold ude i skoven. Der var meget taktik i det nu. Kom man ud i et tog var det bare at følge med, men man skulle stadig være med selv, eller kom man ud alene og skulle klare det hele selv?
De to danske drengehold kom faktisk ind samtidig. Jeg kom ud 5 sekunder efter et felt, så jeg havde ”travlt”. Jeg fik hurtigt hentet feltet til 1’eren, men blev klar over, at der var enormt mange gaflinger. På første langstræk fulgte jeg min landsmand Rasmus Kragh, men havde ikke samme post som mig, så vi bommede rent faktisk begge to vores 4’er. Jeg endte ved min 5’er og måtte lidt tilbage. Feltet var blevet helt spredt ved post 3, så nu var jeg helt alene og måtte klare det selv. Det gik også godt undtagen lige 10’eren, hvor jeg lavede en dum fejl. Jeg så ikke så mange andre resten af vejen, kun folk der skulle på tværs eller modsat. Jeg kom ind i det lange opløb, og kunne godt mærke at plankerne var ømme nu. Jeg fik sendt Marius afsted og blev lidt overrasket over, at have brugt 1:02. Jeg havde nogenlunde holdt min plads, så det var jo godt nok.
Hurtigt blev der dog fokus på noget andet. Maja Alm var gået ud som nr. 1 på sidste tur, efter et fantastisk løb af Signe, og lå de nu i duel med svenskerne om guldet. Jenny fra Sverige var dog lidt hurtigere til sidst og danskerne fik sølvet. Det var dog også første gang nogensinde, at et dansk pigehold vandt medaljer i stafetten.
Hos drengene var Søren gået ud som nr. 11. Han satte så det hurtige ben foran og overhælede 5 hold, og drengene endte også på podiet som nr. 6. Mit hold endte som nr. 22, end bedre placering end sidste års andenhold, så det var jo også godt.
Champagne – igen!
Så ingen blev det til champagne sprøjt, som det faktisk blev til efter hver distance. Sådan fejres et godt resultat i dansker-lejren. Og ja så var festen jo denne søndag eftermiddag/aften jo kun lige begyndt. Nu skulle banketten endelig i gang, nu har man hørt så meget om den. Det startede meget, ja roligt er nok ikke ordet, men nærmere mindre vildt ved spisning, men så blev det sluppet løs i med disko. Ja, og folk var stive nogle meget, nogle før maden, andre mere i løbet af festen. Ja banketten var som beskrevet!
Desværre skulle vi så hjemad mandag, men der kunne jeg så se tilbage for al den erfaring, jeg har fået med JWOC, og hvor meget jeg også har lært af løbene. Så var det også enormt fedt at møde så mange udenlandske løbere fra hele verden.
Og nu bliver der så straks set frem efter. En ugelang JWOC 2009-samling har givet en god start for næste års Junior VM. Og jeg vil selvfølgelig gøre alt for at komme med de næste 3 år!
JWOC – Ubeskriveligt!
Sidste år omkring samme tid blev jeg enormt glad, da jeg fik at vide af Michael Sørensen (U-16 landstræner), at han ville have mig med på U-16-landsholdet til EYOC i Ungarn. Et år senere blev jeg så ringet op af Lars Lindstrøm (Junior-landstræner), der gerne ville have mig med til JWOC i Göteborg. Dette var noget helt andet i forhold til sidste år. Det her var toppen, af det en junior kan opnå. At komme med til et Junior-VM.
Jeg tror ikke helt, jeg forstod det før jeg var til ”Ryste-sammen-samling” på Fanø 3 uger før afgang. Nu var jeg altså med, med til det som jeg siden september 2007 havde sat mit mål efter. Endelig kunne man se, hvorfor træningen skulle gennemføres, hvorfor man skulle gennemføre det sidste 4-minutters interval også selvom regnen væltede ned, hvorfor man i vinters skulle cykle 15 kilometer for at komme til træning, for så at køre hjem i frost og mørke. Endelig blev målet nået. Og ja mit mål var bare at komme med, så måtte konkurrencerne gå som de gik. Og det var også den samme meldingen jeg fik fra trænerne: ”Du er med for at lære. Det bliver bl.a. dig der skal erstatte toppen, når de bliver for gamle.”
Er det landsholdet?
Som sagt var det en ubeskrivelig glæde at skulle med, og det var også lidt svært at sove natten før. Men ja vi blev samlet i Helsingørs færgeterminal, som man nærmest ”normalt” gør, når man skal til Sverige i o-løbs sammenhæng. Vi blev også hentet af Sixt-bussen, som ”normalt”. Det var egentlig først, da vi nåede frem til Göteborgs Garnision, at man fik følelsen af, at det var noget særligt. Så skulle ID-kortene frem, så de kunne tjekke om vi var de rigtige løbere. Så begyndte det. Andre landshold var ligesom os også ankommet før tid.
Vi boede i forskellige huse, med forskellige standarder, og vi endte på samme etage som Australiens landshold. Det var underligt at møde folk så langt væk fra, men de var sgu meget flinke. Det var i det hele taget underligt bare at møde andre nationaliteter. Sidde på en kaserne og spise militær-mad med folk fra hele verden. Der var også en lidt underlig stemning i området.
Lørdagen bød på en teknik træning i Hisingsparken, terrænet som blev brugt til mellemdistancen på testløbene, hvor vi skulle komme tilbage til Göteborg-tærrenet. Dette er noget helt andet end Boserup. På garnisionen ankom flere og flere hold og til sidst var alle der nok. Cirka 400 løbere og trænere blev det til.
Fed sprint!
Nå, mandag gik det så endelig i gang. Sprinten blev afholdt i strålende sol og en del vind. I bussen på vej til start oplevede jeg endelig den meget omtalte seriøsitet. Alle undtagen dansker-flokken var stille og mange sad og kiggede ud af vinduet, mens de havde en Ipod i ørerne. Situationen var den samme ved start i den time, man havde derude.
Jeg var første dansker på banen startende som nr. 8 af drengene. Jeg glædede mig meget til at komme af sted, for nu havde vi snakket om denne sprint i 3 dage.
De første 6 poster gik perfekt uden fejl, men ved 7’eren begyndte skoven at spille ind, så det blev lidt svingende ned til 8’eren. Ved 8’eren kommer jeg til at læse, at jeg er ved 9’eren og står lige pludselig ved en klippevæg, som ikke skulle være der. Ellers gik det fint. Jeg kom ind som nr. 2 og derfor håbede jeg på top 50 og blev nr. 46. Næsten alle danskerne klarede sig rigtig godt, specielt pigerne. 5 piger i top 20, 2 på podiet, endda to debutanter, og 1 verdensmester! Og så må vi heller ikke glemme Søren Bobachs fornemme bronzemedalje i herrer-klassen. Så der var fest i danskerlejren og på stævnepladsen, hvor cirka 100 danske juniorer og U2’ere var mødt op for at heppe. Og Emma Klingenberg takkede da også publikum for opbakningen, som hjalp hende til at vinde. Lars Lindstrøm modtog endda en sms fra en svensker, der spurgte hvorfor man havde følelsen af, at Junior-Vm’et var i Danmark. Jeg benytter også lige lejligheden til at takke supporterne for støtten.
Præmieoverrækkelsen foregik i forlystelsesparken Liseberg, hvor Emma, Zenia H. Mogensen og Søren blev hyldet efter vi lige havde prøvet et par vilde rutsjebaner. Til damernes præmieoverrækkelse fik vi sunget vores nationalsang i ultra langsomt klassisk mix. Ikke helt genialt.
Så blev det allerede hviledag tirsdag. Jeg følte ikke rigtig, at jeg var brugt, men så var det blev arrangeret. Denne dag blev brugt på ren afslapning og en model event i Hisingsparken.
Én-mands-stafet
Onsdag. Nu gik det for alvor i gang i Göteborgs skove. Mellem kvalifikationen var noget specielt en slags en-mands stafet, hvor tre startede samtidig, og så havde man en bane man skulle løbe. De andre havde en anden bane med samme distance og længde.
Terrænet var lidt lettere end jeg forventede med masser af stier, og derfor blev jeg for defensiv med mange udenoms vejvalg. Jeg lavede også en stor fejl og en del små fejl. Jeg endte på en 30. plads og det var kun de 20 bedste i hvert heat, som gik videre. Alle pigerne undtagen Emma gik videre og på herrer-siden var det kun Søren og Rasmus Thrane, der var videre. Marius Ødum fik en ærgerlig 21. plads og måtte ”nøjes” med B-finalen, sammen med resten af drengene og mig. Stemningen var derfor hos nogen rigtig god og hos andre lidt bitter. Jeg var selvfølgelig heller ikke tilfreds med mit løb, men jeg havde jo ikke forventet noget, og jeg kunne jo også godt se, hvordan det hele hang sammen. Før starten havde jeg heller ikke været ”aggressiv”, og det resulterer bare ikke i super orientering, åbenbart. Men i B-finalen, ville jeg forsøge at gøre det bedre.
Varmen havde efterhånden indfundet sig i Göteborg, og det kunne rigtig mærkes ude over klipperne.
Endnu en god dag
Til finalen var det endnu værre. Nu nærmede temperaturen sig de 30 grader, og når det meste af dagens terræn foregik på åbne klipper ville en væskepost ikke have skadet nogen.
Ved starten var jeg klar, og det gik også rigtig godt derude. Ved 8’eren var jeg endda strækvinder og havde en samlet placering som nr. 4. Men derfra lavede jeg nogle småfejl og tabte placeringer. Men jeg endte som nr. 9 cirka 3 min. efter nr. 1. Jeg blev bedste dansker i B-finalen kun 6 sekunder foran Marius på en 10. plads. I A-finalerne bommede de fleste af pigerne sig væk på post 4, men Signe Klinting opnåede dog en flot 7. plads. Så var spændingen om Søren skulle sørge for at Danmark blev repræsenteret på podiet. Søren startede tredje sidst, så opløbet var længe tomt og sekunderne gik. Så kom Søren og bragede igennem opløbet og løb sig ind på bronze pladsen kun få sekunder foran fireren og 45 sekunder efter nr. 1. Søren havde endda hentet bronzen i spurten, som han vandt med 4 sekunder. Så i dag blev der igen noget at glæde sig over.
Næste dag ville igen være en hviledag, så vi brugte aften på hygge, med en tur på restaurant og solnedgang fra toppen af ”bjerget” som lå i garnisionen. Dagen efter fortsatte afslapningen og hyggen med en tur til Vångö, en skærgårds ø, hvor vi nød solen, for en gangs skyld. Dagen blev dog også brugt til at se frem på langdistancen. En 10,2 km’s tur i 30 grader, i super spændende terræn.
Manglende motivation
Så gjaldt det langdistancen. Det var det jeg så mindst frem til, til JWOC. Det skal ikke forstås som, at jeg hader langdistancer, men jeg kan bedst lide de andre længder.
På grund af denne indstilling, blev min motivation før løbet ikke god. At der kun var 21 poster på vores bane gjorde det ikke spor bedre. Da jeg så fik kortet kunne jeg se, at det ikke blev godt. 3 hurtige poster og så en 3-4 meget lange stræk derudaf. Jeg bommer 2 og 3, og kommer ganske godt af sted på de to første langstræk. Varmen spiller meget ind og væskeposterne bliver godt benyttet. Der var en sløjfe på banen ligesom til testløbene, og det gjorde, at halvdelen af feltet bl.a. mig, ikke havde væske mellem post 8 og 17. Det blev et lidt for langt stykke, og jeg gik meget død. Til sidst må jeg bare tage et langt sti vejvalg, men jeg var enormt træt og kom fuldstændig smadret i mål. Jeg blev dårligste danske herrer som nr. 85, ca. 25 minutter efter. Det undrede mig ikke, for det havde ikke kørt særlig godt. I dag var der ingen danskerne på podiet, men Søren og Signe kom dog i top 10.
Om aftenen var jeg meget glad for, at Mads Ingvardsen sagde, at det var den sværeste langdistance han havde set siden JWOC i Finland 1992. Så derfor var jeg egentlig glad nok for min præstation.
Det sidste løb og de sidste kræfter
Så blev det tid til holdpræstationerne. Stafetten foregik tæt ved langdistancen, og det skulle nok blive sjovt igen. Jeg løb 2.tur på hold med Rasmus Folino og Marius. Rasmus var eksperten til første turen på vores hold og lå faktisk foran vores første hold ude i skoven. Der var meget taktik i det nu. Kom man ud i et tog var det bare at følge med, men man skulle stadig være med selv, eller kom man ud alene og skulle klare det hele selv?
De to danske drengehold kom faktisk ind samtidig. Jeg kom ud 5 sekunder efter et felt, så jeg havde ”travlt”. Jeg fik hurtigt hentet feltet til 1’eren, men blev klar over, at der var enormt mange gaflinger. På første langstræk fulgte jeg min landsmand Rasmus Kragh, men havde ikke samme post som mig, så vi bommede rent faktisk begge to vores 4’er. Jeg endte ved min 5’er og måtte lidt tilbage. Feltet var blevet helt spredt ved post 3, så nu var jeg helt alene og måtte klare det selv. Det gik også godt undtagen lige 10’eren, hvor jeg lavede en dum fejl. Jeg så ikke så mange andre resten af vejen, kun folk der skulle på tværs eller modsat. Jeg kom ind i det lange opløb, og kunne godt mærke at plankerne var ømme nu. Jeg fik sendt Marius afsted og blev lidt overrasket over, at have brugt 1:02. Jeg havde nogenlunde holdt min plads, så det var jo godt nok.
Hurtigt blev der dog fokus på noget andet. Maja Alm var gået ud som nr. 1 på sidste tur, efter et fantastisk løb af Signe, og lå de nu i duel med svenskerne om guldet. Jenny fra Sverige var dog lidt hurtigere til sidst og danskerne fik sølvet. Det var dog også første gang nogensinde, at et dansk pigehold vandt medaljer i stafetten.
Hos drengene var Søren gået ud som nr. 11. Han satte så det hurtige ben foran og overhælede 5 hold, og drengene endte også på podiet som nr. 6. Mit hold endte som nr. 22, end bedre placering end sidste års andenhold, så det var jo også godt.
Champagne – igen!
Så ingen blev det til champagne sprøjt, som det faktisk blev til efter hver distance. Sådan fejres et godt resultat i dansker-lejren. Og ja så var festen jo denne søndag eftermiddag/aften jo kun lige begyndt. Nu skulle banketten endelig i gang, nu har man hørt så meget om den. Det startede meget, ja roligt er nok ikke ordet, men nærmere mindre vildt ved spisning, men så blev det sluppet løs i med disko. Ja, og folk var stive nogle meget, nogle før maden, andre mere i løbet af festen. Ja banketten var som beskrevet!
Desværre skulle vi så hjemad mandag, men der kunne jeg så se tilbage for al den erfaring, jeg har fået med JWOC, og hvor meget jeg også har lært af løbene. Så var det også enormt fedt at møde så mange udenlandske løbere fra hele verden.
Og nu bliver der så straks set frem efter. En ugelang JWOC 2009-samling har givet en god start for næste års Junior VM. Og jeg vil selvfølgelig gøre alt for at komme med de næste 3 år!
Alle kortene kommer snarest mulig på siden m. vejvalg. Oså kort fra Italien komme op.
