Det var den vigtigste konklusion, jeg fik ud af det netop afsluttede Junior-VM på dansk grund. Et junior-VM, der har været snakket om i tre år, er nu forbi, og jeg kan nu kigge tilbage på alt den tid, hvor jeg haft dette som træningsmål.
Til junior-VM i Göteborg i 2008 lærte jeg, hvordan det var at konkurrerer på det højeste plan i junioralderen. Året efter var jeg ikke med, men her er jeg sikker på, at jeg lærte mere om gamet ved ikke at deltage. Det brugte jeg i min forberedelse på vej mod dette verdensmesterskab, og jeg kan da kun sige, at jeg er blevet bedre: Jeg har opnået højere fysisk niveau selvom, jeg var ude med skade hele efteråret. Teknisk har jeg arbejdet med at opnå en rutine, når jeg løber. Og jeg har sammen med Juniorlandsholdet også arbejdet meget på det mentale plan, hvor jeg især havde problemet sidste år.
Lyspunkter
Alle disse ting lyder som om, at det kun kan give bonus, og det gjorde det også til tider:
Mandag den 5. juli lagde jeg stærk ud med en 10. plads ved sprinten. Kun 7 sekunder fra en podieplacering, var et resultat, jeg ikke helt ville gøre forhåbninger om ved dette VM, men det var fantastisk at blive bekræftet i, at mit hårde arbejde på en spindings cyklen henover vinteren har givet pote.
Mange tror sikkert at bronzemedaljen på stafetten var mit junior vm’s helt store højdepunkt, men jeg ser desværre ikke på den, som I gør. Den pynter gevaldigt på medaljehylden og bekræfter min fortsatte fremgang, men jeg føler ikke, at jeg har den store del i den. Jeg fraskriver mig den ikke tværtimod – Uden mig havde holdet ikke fået den.
Der kæmpes om pladserne
”Så kunne de jo bare have haft Søren Sørensen på holdet i stedet?” Jeg kan lige så godt deltage i diskussionen nu, som jeg blandt andet har erfaret har raset gevaldigt på O-snakken.
Faktum er, at holdet blev udtaget i maj. Dengang viste jeg bedre og mere stabile resultater end Søren. Søren var desuden begrænset, da han havde fået en skade med knæet. Derfor var det med den gode ret, at jeg havde kæmpet mig til den 1. tur på førsteholdet. Dette var mit største mål med dette VM, og jeg var virkelig glad for at det lykkedes. Jeg forstår, hvorfor udtagelsen sker 1½ måned før, modsat svenskernes, der skete 20 timer før stafet starten, for så er løberen fuldt indstillet på sin opgave. Samtidig troede Lars også på, at jeg kunne rykke mig meget endnu på den sidste tid op til mesterskabet.
Tilfældet blev i stedet, at Søren har formået at ramme topformen helt og aldeles, og jeg er vildt imponeret af hans store fremgang den sidste måned. Jeg følte mig i bedre form til testløbene end nu, og jeg ramte ikke teknikken perfekt igennem hele JWOC-ugen.
Mange forstår nu ikke problematikken, da mit hold fik bronze og Søren opnåede imponerende resultater individuelt. Men sagen drejer sig om den nu velomdiskuterede Udviklingsgruppe under DOF. Jeg er nu automatisk kvalificeret til denne gruppe, når jeg rykker ud af Junioreliten efter 2011. Løberne i gruppen er, som det er nu, automatisk udtaget til EM og VM. Altså har jeg i princippet sikret mig en plads til WOC i Schweiz i 2012 og Finland 2013. Søren har med end 8,9 og 15. plads på de individuelle distancer ikke opnået plads i gruppen (skal være top6), og skal nu opnå en top15 placering til et World Cup løb for at komme med. En meget svær opgave. Derfor kunne det havde været taktisk at placere Søren på førsteholdet, så han kunne sikre sig en plads, og så måtte jeg forsøge igen næste år i Polen. Jeg er næsten ked af det på Sørens vegne, men jeg viste formen på det rigtige tidspunkt, og det er det der tæller. Resultaterne kan ikke ændres og det er, som det er blevet. Selvom vi er et hold med et stærkt fællesskab, kæmper vi også mod hinanden. Det er blandt andet det, der gør os alle bedre.
Det er mit synspunkt på sagen, og jeg ser det nu helst dø hen, for jeg gider ikke bruge tid på det. Jeg vil gerne glæde mig over metallet nu.
Tåbelig fejl i skoven
Jeg så frem til løbene i skoven. Desværre blev det ikke som ventet. På langdistancen løber jeg faktisk fornuftigt nok på 29 stræk, men på ét stræk især laver jeg en dum fejl, som koster mig langt over 5 minutter. Jeg kan ikke fatte, at jeg har bedrevet at lave sådan en fejl, men jeg måtte bare tage det bedste med fra løbet og udføre dette på mellemdistancen.
Kvalifikationen så ikke ud til at blive den svære opgave. Alt passede mig godt. 21 poster på 3,8 km. Et teknisk mekka. Det kørte også meget stabilt indtil jeg igen falder i og laver en tåbelig 3-4 minutters fejl. Igen forstår jeg intet af mine egne handlinger: Min post er placeret i skoven (tæthed 0) og alligevel løber jeg rundt i et åbent område. I mål var jeg decideret skuffet over mig selv. Jeg klarede dog at holde mig inde i A-finalen med en 14 sekunders margin.
Moralen var altså nu ikke alt for god. Det afspejlede sig også i mit finale løb. Endelig lavede jeg dog en præstation med den sædvanlige bom margin, men jeg følte mig ofte over-sikker og passiv. Jeg fik først rigtig sat fart på, da jeg blev hentet af løberen efter mig. Det positive fra den distance var desuden, at jeg sagtens kunne følge tempoet på denne svensker.
Så det blev altså kun til et løb, hvor jeg havde en rigtig god fornemmelse i mig selv. På stafetten følte jeg mig utrolig tung og langsom i bakkerne, så det var kun på sprinten, hvor jeg følte en god energi hele vejen.
Målet og motivationen er sikret
Det sidste vi snakkede om til JWOC inden hjemrejsen var, at vi skulle passe på ikke at gå i stå. Men det ser jeg ingen fare for. Jeg har allerede fundet et mål frem for næste år, og det kan lade sig gøre, hvis jeg vil. Og det vil jeg, for jeg vil bevise, at jeg er stærk nok til at været på Seniorlandsholdet.
Jeg er top motiveret nu og vil nu gå på en velfortjent sommerferie, hvor der bliver også plads til løb. Mon ikke der findes bjerge på Azorerne, der kan ”straffes”, og til O-ringen kan man altid få et fremragende godt teknisk udbytte. Og allerede om 21 dage bliver blikket for alvor vendt mod Junior-VM i 2011 i Polen med en træningslejr i naboterrænerne.
Alle JWOC-løbene kan vendes til det positive, og det bliver de: Et skridt på vejen mod toppen…
Andreas H. Boesen
mandag den 12. juli 2010
søndag den 10. januar 2010
Midtsæson
Af Andreas H Boesen
Selvom det er minus fem grader udenfor er dette års mål stadig i fokus: Junior-VM i Aalborg kommer til at blive 2010’s højdepunkt - og sæsonafslutningen: Hvert år er juniorverdensmesterskaberne årets mål, så hver gang det er forbi, starter man forfra og ser frem på det næste. Så nu befinder jeg mig i midtsæsonen – nytåret. Jeg går fra et år, som var præget af op- og nedture. Desværre flest af de sidste.
Jeg havde et rodet forår: Vinterens træning ikke gav tilstrækkeligt. Jeg oplevede at have glemt o-teknikken, og så var der skinnebensbetændelsens konstante luren. Og den kom kraftigt frem hen over sommeren. Heldigvis nåede jeg forinden at præstere mit bedste på det rigtige tidspunkt: EYOC i Serbien var meget spændene og lærerigt, men også en glædelig bekræftelse i, at jeg stadig kunne ”finde ud af det”.
Cykling
Resten af året kender i: Jeg var løbsfri i ca. 2 måneder, hvorefter jeg startede en lang og sej kamp mod tålmodigheden. Status i dag: Jeg har løbet to dage i træk her i weekenden for første gang i et halvt år. Ellers har jeg været helt oppe på 60 min i træk, hvilket er en stor fremgang – nu håber jeg bare snart, at der kan komme fart på. For hvad gør jeg så, hvis jeg stadig skal træne 7-9 timer om ugen? Jo, man cykler! Motivationen for dette metalinstrument med hjul var stor i starten, især da juniorlandsholdskammerat Rasmus Thrane (Søllerød) også havde en skade, hvilket gjorde, at vi kunne køre sammen.
Frost!?!
Men nu, 5 måneder senere, er det begyndt at blive, mildt sagt, ufatteligt kedeligt at tage 1½ time rundt på de lokale landeveje i mørket med pandelampen på hjelmen. Og det gør det ikke bedre, at vejrguderne har kastet 4 ugers konstant frost ud over landet. Det kan mine ben, min cykel og jeg bestemt ikke lide. Alternativet har været løb i vand: Utrolig spændende i starten, utrolig langsommeligt i længden.
Jeg fik at vide, at styrketræning ville være nødvendigt for at opnå en god form igen, og jeg har siden da lavet styrketræning flere gange om ugen. Og her vil jeg gerne takke klubben for det nye styrketræningsrum. Det gør det meget nemmere for mig at styrketræne, især efter at Team Danmark Landsbyen i Farum lukkede, som ellers var blevet fast tilholdssted hver mandag og sommetider onsdag.
Det har også betydet, at jeg er kommet meget mere i klubben. Jeg er der næsten hver dag, og styrketræningen og andre aktiviteter med OK Retard (tidl. OK Roskilde Elite Team) gør det hele meget sjovere!
Ny klub
Nu skal der kigges fremad. I denne weekend løb jeg ikke Nytårsstafetten, ikke pga. min skade, men fordi, jeg var på træningslejr med min nye internationale- og stafetklub OK Pan Kristianstad. Det kom som en overraskelse, at de var interesseret, men jeg har grebet muligheden for at komme lidt væk fra de, ja mindre interessante skove omkring Roskilde. Jeg har gjort det for at få udenlands træning, men samtidig også for at få muligheden for at komme til f.eks. Jukola. Mit ”skifte” betyder ikke, at jeg forlader klubben. Jeg kommer kun til at ”springa” for dem ved internationale løb og stafetter og svenske løb (Spring Cup, Jukola, Silva Junior Cup). Jeg løber stadig for OK Roskilde ved danske løb og mesterskaber.
Fremtidigt arbejde
I weekenden fik jeg bekræftet, at jeg skal arbejde med min teknik. 2009 blev et dårligt teknisk år, men det skal laves om i 2010. Fysisk springer jeg nu med glæde op en kondicykel (indenfor!) og pedalerer derudaf, til der ligger en god sø af sved under mig. Det har så også resulteret i, at jeg har sat kondicyklen i klubben på orlov to gange. Nu stiller Fitnessdk dem til rådighed i stedet.
Selvom jeg lige nu hopper og springer for at komme ud og løbe uden begrænsninger skal jeg holde igen. Det nytter ikke noget at ødelægge det nu. Jeg skal bare sørge for at holde det ved lige også selvom kulden og sneen banker på døren. Jeg har mange muligheder, og jeg skal nok blive klar når det bliver sæsonafslutning i Aalborg til sommer!
Selvom det er minus fem grader udenfor er dette års mål stadig i fokus: Junior-VM i Aalborg kommer til at blive 2010’s højdepunkt - og sæsonafslutningen: Hvert år er juniorverdensmesterskaberne årets mål, så hver gang det er forbi, starter man forfra og ser frem på det næste. Så nu befinder jeg mig i midtsæsonen – nytåret. Jeg går fra et år, som var præget af op- og nedture. Desværre flest af de sidste.
Jeg havde et rodet forår: Vinterens træning ikke gav tilstrækkeligt. Jeg oplevede at have glemt o-teknikken, og så var der skinnebensbetændelsens konstante luren. Og den kom kraftigt frem hen over sommeren. Heldigvis nåede jeg forinden at præstere mit bedste på det rigtige tidspunkt: EYOC i Serbien var meget spændene og lærerigt, men også en glædelig bekræftelse i, at jeg stadig kunne ”finde ud af det”.
Cykling
Resten af året kender i: Jeg var løbsfri i ca. 2 måneder, hvorefter jeg startede en lang og sej kamp mod tålmodigheden. Status i dag: Jeg har løbet to dage i træk her i weekenden for første gang i et halvt år. Ellers har jeg været helt oppe på 60 min i træk, hvilket er en stor fremgang – nu håber jeg bare snart, at der kan komme fart på. For hvad gør jeg så, hvis jeg stadig skal træne 7-9 timer om ugen? Jo, man cykler! Motivationen for dette metalinstrument med hjul var stor i starten, især da juniorlandsholdskammerat Rasmus Thrane (Søllerød) også havde en skade, hvilket gjorde, at vi kunne køre sammen.
Frost!?!
Men nu, 5 måneder senere, er det begyndt at blive, mildt sagt, ufatteligt kedeligt at tage 1½ time rundt på de lokale landeveje i mørket med pandelampen på hjelmen. Og det gør det ikke bedre, at vejrguderne har kastet 4 ugers konstant frost ud over landet. Det kan mine ben, min cykel og jeg bestemt ikke lide. Alternativet har været løb i vand: Utrolig spændende i starten, utrolig langsommeligt i længden.
Jeg fik at vide, at styrketræning ville være nødvendigt for at opnå en god form igen, og jeg har siden da lavet styrketræning flere gange om ugen. Og her vil jeg gerne takke klubben for det nye styrketræningsrum. Det gør det meget nemmere for mig at styrketræne, især efter at Team Danmark Landsbyen i Farum lukkede, som ellers var blevet fast tilholdssted hver mandag og sommetider onsdag.
Det har også betydet, at jeg er kommet meget mere i klubben. Jeg er der næsten hver dag, og styrketræningen og andre aktiviteter med OK Retard (tidl. OK Roskilde Elite Team) gør det hele meget sjovere!
Ny klub
Nu skal der kigges fremad. I denne weekend løb jeg ikke Nytårsstafetten, ikke pga. min skade, men fordi, jeg var på træningslejr med min nye internationale- og stafetklub OK Pan Kristianstad. Det kom som en overraskelse, at de var interesseret, men jeg har grebet muligheden for at komme lidt væk fra de, ja mindre interessante skove omkring Roskilde. Jeg har gjort det for at få udenlands træning, men samtidig også for at få muligheden for at komme til f.eks. Jukola. Mit ”skifte” betyder ikke, at jeg forlader klubben. Jeg kommer kun til at ”springa” for dem ved internationale løb og stafetter og svenske løb (Spring Cup, Jukola, Silva Junior Cup). Jeg løber stadig for OK Roskilde ved danske løb og mesterskaber.
Fremtidigt arbejde
I weekenden fik jeg bekræftet, at jeg skal arbejde med min teknik. 2009 blev et dårligt teknisk år, men det skal laves om i 2010. Fysisk springer jeg nu med glæde op en kondicykel (indenfor!) og pedalerer derudaf, til der ligger en god sø af sved under mig. Det har så også resulteret i, at jeg har sat kondicyklen i klubben på orlov to gange. Nu stiller Fitnessdk dem til rådighed i stedet.
Selvom jeg lige nu hopper og springer for at komme ud og løbe uden begrænsninger skal jeg holde igen. Det nytter ikke noget at ødelægge det nu. Jeg skal bare sørge for at holde det ved lige også selvom kulden og sneen banker på døren. Jeg har mange muligheder, og jeg skal nok blive klar når det bliver sæsonafslutning i Aalborg til sommer!
fredag den 9. oktober 2009
Eliten er tilbage
Efter et års tid uden blogging, er Roskilde Elite Team igen klar til at markere sig.
Det sker i eliten:
Fast torsdagstræning - Der trænes alternativ træning. Cheeserolling, Logrolling og Rickrolling er blot nogle af de ting der trænes (http://www.youtube.com/watch?v=KOyQBSMeIhM -- http://www.youtube.com/watch?v=OjUQTdtzRdc -- http://www.youtube.com/watch?v=Yu_moia-oVI)
Adventurerace 17/10 - De unge helte repræsenterer klubben til Århus CoastZone Challenge
Novembersamling - Klubbens unge hanløver forsøger at få nogle løvinder til Roskilde
Julefrokost? - Alt kulminerer
Det sker i eliten:
Fast torsdagstræning - Der trænes alternativ træning. Cheeserolling, Logrolling og Rickrolling er blot nogle af de ting der trænes (http://www.youtube.com/watch?v=KOyQBSMeIhM -- http://www.youtube.com/watch?v=OjUQTdtzRdc -- http://www.youtube.com/watch?v=Yu_moia-oVI)
Adventurerace 17/10 - De unge helte repræsenterer klubben til Århus CoastZone Challenge
Novembersamling - Klubbens unge hanløver forsøger at få nogle løvinder til Roskilde
Julefrokost? - Alt kulminerer
søndag den 31. august 2008
Junior VM
Så har jeg endelig taget mig sammen til at skrive noget fra JWOC:
JWOC – Ubeskriveligt!
Sidste år omkring samme tid blev jeg enormt glad, da jeg fik at vide af Michael Sørensen (U-16 landstræner), at han ville have mig med på U-16-landsholdet til EYOC i Ungarn. Et år senere blev jeg så ringet op af Lars Lindstrøm (Junior-landstræner), der gerne ville have mig med til JWOC i Göteborg. Dette var noget helt andet i forhold til sidste år. Det her var toppen, af det en junior kan opnå. At komme med til et Junior-VM.
Jeg tror ikke helt, jeg forstod det før jeg var til ”Ryste-sammen-samling” på Fanø 3 uger før afgang. Nu var jeg altså med, med til det som jeg siden september 2007 havde sat mit mål efter. Endelig kunne man se, hvorfor træningen skulle gennemføres, hvorfor man skulle gennemføre det sidste 4-minutters interval også selvom regnen væltede ned, hvorfor man i vinters skulle cykle 15 kilometer for at komme til træning, for så at køre hjem i frost og mørke. Endelig blev målet nået. Og ja mit mål var bare at komme med, så måtte konkurrencerne gå som de gik. Og det var også den samme meldingen jeg fik fra trænerne: ”Du er med for at lære. Det bliver bl.a. dig der skal erstatte toppen, når de bliver for gamle.”
Er det landsholdet?
Som sagt var det en ubeskrivelig glæde at skulle med, og det var også lidt svært at sove natten før. Men ja vi blev samlet i Helsingørs færgeterminal, som man nærmest ”normalt” gør, når man skal til Sverige i o-løbs sammenhæng. Vi blev også hentet af Sixt-bussen, som ”normalt”. Det var egentlig først, da vi nåede frem til Göteborgs Garnision, at man fik følelsen af, at det var noget særligt. Så skulle ID-kortene frem, så de kunne tjekke om vi var de rigtige løbere. Så begyndte det. Andre landshold var ligesom os også ankommet før tid.
Vi boede i forskellige huse, med forskellige standarder, og vi endte på samme etage som Australiens landshold. Det var underligt at møde folk så langt væk fra, men de var sgu meget flinke. Det var i det hele taget underligt bare at møde andre nationaliteter. Sidde på en kaserne og spise militær-mad med folk fra hele verden. Der var også en lidt underlig stemning i området.
Lørdagen bød på en teknik træning i Hisingsparken, terrænet som blev brugt til mellemdistancen på testløbene, hvor vi skulle komme tilbage til Göteborg-tærrenet. Dette er noget helt andet end Boserup. På garnisionen ankom flere og flere hold og til sidst var alle der nok. Cirka 400 løbere og trænere blev det til.
Fed sprint!
Nå, mandag gik det så endelig i gang. Sprinten blev afholdt i strålende sol og en del vind. I bussen på vej til start oplevede jeg endelig den meget omtalte seriøsitet. Alle undtagen dansker-flokken var stille og mange sad og kiggede ud af vinduet, mens de havde en Ipod i ørerne. Situationen var den samme ved start i den time, man havde derude.
Jeg var første dansker på banen startende som nr. 8 af drengene. Jeg glædede mig meget til at komme af sted, for nu havde vi snakket om denne sprint i 3 dage.
De første 6 poster gik perfekt uden fejl, men ved 7’eren begyndte skoven at spille ind, så det blev lidt svingende ned til 8’eren. Ved 8’eren kommer jeg til at læse, at jeg er ved 9’eren og står lige pludselig ved en klippevæg, som ikke skulle være der. Ellers gik det fint. Jeg kom ind som nr. 2 og derfor håbede jeg på top 50 og blev nr. 46. Næsten alle danskerne klarede sig rigtig godt, specielt pigerne. 5 piger i top 20, 2 på podiet, endda to debutanter, og 1 verdensmester! Og så må vi heller ikke glemme Søren Bobachs fornemme bronzemedalje i herrer-klassen. Så der var fest i danskerlejren og på stævnepladsen, hvor cirka 100 danske juniorer og U2’ere var mødt op for at heppe. Og Emma Klingenberg takkede da også publikum for opbakningen, som hjalp hende til at vinde. Lars Lindstrøm modtog endda en sms fra en svensker, der spurgte hvorfor man havde følelsen af, at Junior-Vm’et var i Danmark. Jeg benytter også lige lejligheden til at takke supporterne for støtten.
Præmieoverrækkelsen foregik i forlystelsesparken Liseberg, hvor Emma, Zenia H. Mogensen og Søren blev hyldet efter vi lige havde prøvet et par vilde rutsjebaner. Til damernes præmieoverrækkelse fik vi sunget vores nationalsang i ultra langsomt klassisk mix. Ikke helt genialt.
Så blev det allerede hviledag tirsdag. Jeg følte ikke rigtig, at jeg var brugt, men så var det blev arrangeret. Denne dag blev brugt på ren afslapning og en model event i Hisingsparken.
Én-mands-stafet
Onsdag. Nu gik det for alvor i gang i Göteborgs skove. Mellem kvalifikationen var noget specielt en slags en-mands stafet, hvor tre startede samtidig, og så havde man en bane man skulle løbe. De andre havde en anden bane med samme distance og længde.
Terrænet var lidt lettere end jeg forventede med masser af stier, og derfor blev jeg for defensiv med mange udenoms vejvalg. Jeg lavede også en stor fejl og en del små fejl. Jeg endte på en 30. plads og det var kun de 20 bedste i hvert heat, som gik videre. Alle pigerne undtagen Emma gik videre og på herrer-siden var det kun Søren og Rasmus Thrane, der var videre. Marius Ødum fik en ærgerlig 21. plads og måtte ”nøjes” med B-finalen, sammen med resten af drengene og mig. Stemningen var derfor hos nogen rigtig god og hos andre lidt bitter. Jeg var selvfølgelig heller ikke tilfreds med mit løb, men jeg havde jo ikke forventet noget, og jeg kunne jo også godt se, hvordan det hele hang sammen. Før starten havde jeg heller ikke været ”aggressiv”, og det resulterer bare ikke i super orientering, åbenbart. Men i B-finalen, ville jeg forsøge at gøre det bedre.
Varmen havde efterhånden indfundet sig i Göteborg, og det kunne rigtig mærkes ude over klipperne.
Endnu en god dag
Til finalen var det endnu værre. Nu nærmede temperaturen sig de 30 grader, og når det meste af dagens terræn foregik på åbne klipper ville en væskepost ikke have skadet nogen.
Ved starten var jeg klar, og det gik også rigtig godt derude. Ved 8’eren var jeg endda strækvinder og havde en samlet placering som nr. 4. Men derfra lavede jeg nogle småfejl og tabte placeringer. Men jeg endte som nr. 9 cirka 3 min. efter nr. 1. Jeg blev bedste dansker i B-finalen kun 6 sekunder foran Marius på en 10. plads. I A-finalerne bommede de fleste af pigerne sig væk på post 4, men Signe Klinting opnåede dog en flot 7. plads. Så var spændingen om Søren skulle sørge for at Danmark blev repræsenteret på podiet. Søren startede tredje sidst, så opløbet var længe tomt og sekunderne gik. Så kom Søren og bragede igennem opløbet og løb sig ind på bronze pladsen kun få sekunder foran fireren og 45 sekunder efter nr. 1. Søren havde endda hentet bronzen i spurten, som han vandt med 4 sekunder. Så i dag blev der igen noget at glæde sig over.
Næste dag ville igen være en hviledag, så vi brugte aften på hygge, med en tur på restaurant og solnedgang fra toppen af ”bjerget” som lå i garnisionen. Dagen efter fortsatte afslapningen og hyggen med en tur til Vångö, en skærgårds ø, hvor vi nød solen, for en gangs skyld. Dagen blev dog også brugt til at se frem på langdistancen. En 10,2 km’s tur i 30 grader, i super spændende terræn.
Manglende motivation
Så gjaldt det langdistancen. Det var det jeg så mindst frem til, til JWOC. Det skal ikke forstås som, at jeg hader langdistancer, men jeg kan bedst lide de andre længder.
På grund af denne indstilling, blev min motivation før løbet ikke god. At der kun var 21 poster på vores bane gjorde det ikke spor bedre. Da jeg så fik kortet kunne jeg se, at det ikke blev godt. 3 hurtige poster og så en 3-4 meget lange stræk derudaf. Jeg bommer 2 og 3, og kommer ganske godt af sted på de to første langstræk. Varmen spiller meget ind og væskeposterne bliver godt benyttet. Der var en sløjfe på banen ligesom til testløbene, og det gjorde, at halvdelen af feltet bl.a. mig, ikke havde væske mellem post 8 og 17. Det blev et lidt for langt stykke, og jeg gik meget død. Til sidst må jeg bare tage et langt sti vejvalg, men jeg var enormt træt og kom fuldstændig smadret i mål. Jeg blev dårligste danske herrer som nr. 85, ca. 25 minutter efter. Det undrede mig ikke, for det havde ikke kørt særlig godt. I dag var der ingen danskerne på podiet, men Søren og Signe kom dog i top 10.
Om aftenen var jeg meget glad for, at Mads Ingvardsen sagde, at det var den sværeste langdistance han havde set siden JWOC i Finland 1992. Så derfor var jeg egentlig glad nok for min præstation.
Det sidste løb og de sidste kræfter
Så blev det tid til holdpræstationerne. Stafetten foregik tæt ved langdistancen, og det skulle nok blive sjovt igen. Jeg løb 2.tur på hold med Rasmus Folino og Marius. Rasmus var eksperten til første turen på vores hold og lå faktisk foran vores første hold ude i skoven. Der var meget taktik i det nu. Kom man ud i et tog var det bare at følge med, men man skulle stadig være med selv, eller kom man ud alene og skulle klare det hele selv?
De to danske drengehold kom faktisk ind samtidig. Jeg kom ud 5 sekunder efter et felt, så jeg havde ”travlt”. Jeg fik hurtigt hentet feltet til 1’eren, men blev klar over, at der var enormt mange gaflinger. På første langstræk fulgte jeg min landsmand Rasmus Kragh, men havde ikke samme post som mig, så vi bommede rent faktisk begge to vores 4’er. Jeg endte ved min 5’er og måtte lidt tilbage. Feltet var blevet helt spredt ved post 3, så nu var jeg helt alene og måtte klare det selv. Det gik også godt undtagen lige 10’eren, hvor jeg lavede en dum fejl. Jeg så ikke så mange andre resten af vejen, kun folk der skulle på tværs eller modsat. Jeg kom ind i det lange opløb, og kunne godt mærke at plankerne var ømme nu. Jeg fik sendt Marius afsted og blev lidt overrasket over, at have brugt 1:02. Jeg havde nogenlunde holdt min plads, så det var jo godt nok.
Hurtigt blev der dog fokus på noget andet. Maja Alm var gået ud som nr. 1 på sidste tur, efter et fantastisk løb af Signe, og lå de nu i duel med svenskerne om guldet. Jenny fra Sverige var dog lidt hurtigere til sidst og danskerne fik sølvet. Det var dog også første gang nogensinde, at et dansk pigehold vandt medaljer i stafetten.
Hos drengene var Søren gået ud som nr. 11. Han satte så det hurtige ben foran og overhælede 5 hold, og drengene endte også på podiet som nr. 6. Mit hold endte som nr. 22, end bedre placering end sidste års andenhold, så det var jo også godt.
Champagne – igen!
Så ingen blev det til champagne sprøjt, som det faktisk blev til efter hver distance. Sådan fejres et godt resultat i dansker-lejren. Og ja så var festen jo denne søndag eftermiddag/aften jo kun lige begyndt. Nu skulle banketten endelig i gang, nu har man hørt så meget om den. Det startede meget, ja roligt er nok ikke ordet, men nærmere mindre vildt ved spisning, men så blev det sluppet løs i med disko. Ja, og folk var stive nogle meget, nogle før maden, andre mere i løbet af festen. Ja banketten var som beskrevet!
Desværre skulle vi så hjemad mandag, men der kunne jeg så se tilbage for al den erfaring, jeg har fået med JWOC, og hvor meget jeg også har lært af løbene. Så var det også enormt fedt at møde så mange udenlandske løbere fra hele verden.
Og nu bliver der så straks set frem efter. En ugelang JWOC 2009-samling har givet en god start for næste års Junior VM. Og jeg vil selvfølgelig gøre alt for at komme med de næste 3 år!
JWOC – Ubeskriveligt!
Sidste år omkring samme tid blev jeg enormt glad, da jeg fik at vide af Michael Sørensen (U-16 landstræner), at han ville have mig med på U-16-landsholdet til EYOC i Ungarn. Et år senere blev jeg så ringet op af Lars Lindstrøm (Junior-landstræner), der gerne ville have mig med til JWOC i Göteborg. Dette var noget helt andet i forhold til sidste år. Det her var toppen, af det en junior kan opnå. At komme med til et Junior-VM.
Jeg tror ikke helt, jeg forstod det før jeg var til ”Ryste-sammen-samling” på Fanø 3 uger før afgang. Nu var jeg altså med, med til det som jeg siden september 2007 havde sat mit mål efter. Endelig kunne man se, hvorfor træningen skulle gennemføres, hvorfor man skulle gennemføre det sidste 4-minutters interval også selvom regnen væltede ned, hvorfor man i vinters skulle cykle 15 kilometer for at komme til træning, for så at køre hjem i frost og mørke. Endelig blev målet nået. Og ja mit mål var bare at komme med, så måtte konkurrencerne gå som de gik. Og det var også den samme meldingen jeg fik fra trænerne: ”Du er med for at lære. Det bliver bl.a. dig der skal erstatte toppen, når de bliver for gamle.”
Er det landsholdet?
Som sagt var det en ubeskrivelig glæde at skulle med, og det var også lidt svært at sove natten før. Men ja vi blev samlet i Helsingørs færgeterminal, som man nærmest ”normalt” gør, når man skal til Sverige i o-løbs sammenhæng. Vi blev også hentet af Sixt-bussen, som ”normalt”. Det var egentlig først, da vi nåede frem til Göteborgs Garnision, at man fik følelsen af, at det var noget særligt. Så skulle ID-kortene frem, så de kunne tjekke om vi var de rigtige løbere. Så begyndte det. Andre landshold var ligesom os også ankommet før tid.
Vi boede i forskellige huse, med forskellige standarder, og vi endte på samme etage som Australiens landshold. Det var underligt at møde folk så langt væk fra, men de var sgu meget flinke. Det var i det hele taget underligt bare at møde andre nationaliteter. Sidde på en kaserne og spise militær-mad med folk fra hele verden. Der var også en lidt underlig stemning i området.
Lørdagen bød på en teknik træning i Hisingsparken, terrænet som blev brugt til mellemdistancen på testløbene, hvor vi skulle komme tilbage til Göteborg-tærrenet. Dette er noget helt andet end Boserup. På garnisionen ankom flere og flere hold og til sidst var alle der nok. Cirka 400 løbere og trænere blev det til.
Fed sprint!
Nå, mandag gik det så endelig i gang. Sprinten blev afholdt i strålende sol og en del vind. I bussen på vej til start oplevede jeg endelig den meget omtalte seriøsitet. Alle undtagen dansker-flokken var stille og mange sad og kiggede ud af vinduet, mens de havde en Ipod i ørerne. Situationen var den samme ved start i den time, man havde derude.
Jeg var første dansker på banen startende som nr. 8 af drengene. Jeg glædede mig meget til at komme af sted, for nu havde vi snakket om denne sprint i 3 dage.
De første 6 poster gik perfekt uden fejl, men ved 7’eren begyndte skoven at spille ind, så det blev lidt svingende ned til 8’eren. Ved 8’eren kommer jeg til at læse, at jeg er ved 9’eren og står lige pludselig ved en klippevæg, som ikke skulle være der. Ellers gik det fint. Jeg kom ind som nr. 2 og derfor håbede jeg på top 50 og blev nr. 46. Næsten alle danskerne klarede sig rigtig godt, specielt pigerne. 5 piger i top 20, 2 på podiet, endda to debutanter, og 1 verdensmester! Og så må vi heller ikke glemme Søren Bobachs fornemme bronzemedalje i herrer-klassen. Så der var fest i danskerlejren og på stævnepladsen, hvor cirka 100 danske juniorer og U2’ere var mødt op for at heppe. Og Emma Klingenberg takkede da også publikum for opbakningen, som hjalp hende til at vinde. Lars Lindstrøm modtog endda en sms fra en svensker, der spurgte hvorfor man havde følelsen af, at Junior-Vm’et var i Danmark. Jeg benytter også lige lejligheden til at takke supporterne for støtten.
Præmieoverrækkelsen foregik i forlystelsesparken Liseberg, hvor Emma, Zenia H. Mogensen og Søren blev hyldet efter vi lige havde prøvet et par vilde rutsjebaner. Til damernes præmieoverrækkelse fik vi sunget vores nationalsang i ultra langsomt klassisk mix. Ikke helt genialt.
Så blev det allerede hviledag tirsdag. Jeg følte ikke rigtig, at jeg var brugt, men så var det blev arrangeret. Denne dag blev brugt på ren afslapning og en model event i Hisingsparken.
Én-mands-stafet
Onsdag. Nu gik det for alvor i gang i Göteborgs skove. Mellem kvalifikationen var noget specielt en slags en-mands stafet, hvor tre startede samtidig, og så havde man en bane man skulle løbe. De andre havde en anden bane med samme distance og længde.
Terrænet var lidt lettere end jeg forventede med masser af stier, og derfor blev jeg for defensiv med mange udenoms vejvalg. Jeg lavede også en stor fejl og en del små fejl. Jeg endte på en 30. plads og det var kun de 20 bedste i hvert heat, som gik videre. Alle pigerne undtagen Emma gik videre og på herrer-siden var det kun Søren og Rasmus Thrane, der var videre. Marius Ødum fik en ærgerlig 21. plads og måtte ”nøjes” med B-finalen, sammen med resten af drengene og mig. Stemningen var derfor hos nogen rigtig god og hos andre lidt bitter. Jeg var selvfølgelig heller ikke tilfreds med mit løb, men jeg havde jo ikke forventet noget, og jeg kunne jo også godt se, hvordan det hele hang sammen. Før starten havde jeg heller ikke været ”aggressiv”, og det resulterer bare ikke i super orientering, åbenbart. Men i B-finalen, ville jeg forsøge at gøre det bedre.
Varmen havde efterhånden indfundet sig i Göteborg, og det kunne rigtig mærkes ude over klipperne.
Endnu en god dag
Til finalen var det endnu værre. Nu nærmede temperaturen sig de 30 grader, og når det meste af dagens terræn foregik på åbne klipper ville en væskepost ikke have skadet nogen.
Ved starten var jeg klar, og det gik også rigtig godt derude. Ved 8’eren var jeg endda strækvinder og havde en samlet placering som nr. 4. Men derfra lavede jeg nogle småfejl og tabte placeringer. Men jeg endte som nr. 9 cirka 3 min. efter nr. 1. Jeg blev bedste dansker i B-finalen kun 6 sekunder foran Marius på en 10. plads. I A-finalerne bommede de fleste af pigerne sig væk på post 4, men Signe Klinting opnåede dog en flot 7. plads. Så var spændingen om Søren skulle sørge for at Danmark blev repræsenteret på podiet. Søren startede tredje sidst, så opløbet var længe tomt og sekunderne gik. Så kom Søren og bragede igennem opløbet og løb sig ind på bronze pladsen kun få sekunder foran fireren og 45 sekunder efter nr. 1. Søren havde endda hentet bronzen i spurten, som han vandt med 4 sekunder. Så i dag blev der igen noget at glæde sig over.
Næste dag ville igen være en hviledag, så vi brugte aften på hygge, med en tur på restaurant og solnedgang fra toppen af ”bjerget” som lå i garnisionen. Dagen efter fortsatte afslapningen og hyggen med en tur til Vångö, en skærgårds ø, hvor vi nød solen, for en gangs skyld. Dagen blev dog også brugt til at se frem på langdistancen. En 10,2 km’s tur i 30 grader, i super spændende terræn.
Manglende motivation
Så gjaldt det langdistancen. Det var det jeg så mindst frem til, til JWOC. Det skal ikke forstås som, at jeg hader langdistancer, men jeg kan bedst lide de andre længder.
På grund af denne indstilling, blev min motivation før løbet ikke god. At der kun var 21 poster på vores bane gjorde det ikke spor bedre. Da jeg så fik kortet kunne jeg se, at det ikke blev godt. 3 hurtige poster og så en 3-4 meget lange stræk derudaf. Jeg bommer 2 og 3, og kommer ganske godt af sted på de to første langstræk. Varmen spiller meget ind og væskeposterne bliver godt benyttet. Der var en sløjfe på banen ligesom til testløbene, og det gjorde, at halvdelen af feltet bl.a. mig, ikke havde væske mellem post 8 og 17. Det blev et lidt for langt stykke, og jeg gik meget død. Til sidst må jeg bare tage et langt sti vejvalg, men jeg var enormt træt og kom fuldstændig smadret i mål. Jeg blev dårligste danske herrer som nr. 85, ca. 25 minutter efter. Det undrede mig ikke, for det havde ikke kørt særlig godt. I dag var der ingen danskerne på podiet, men Søren og Signe kom dog i top 10.
Om aftenen var jeg meget glad for, at Mads Ingvardsen sagde, at det var den sværeste langdistance han havde set siden JWOC i Finland 1992. Så derfor var jeg egentlig glad nok for min præstation.
Det sidste løb og de sidste kræfter
Så blev det tid til holdpræstationerne. Stafetten foregik tæt ved langdistancen, og det skulle nok blive sjovt igen. Jeg løb 2.tur på hold med Rasmus Folino og Marius. Rasmus var eksperten til første turen på vores hold og lå faktisk foran vores første hold ude i skoven. Der var meget taktik i det nu. Kom man ud i et tog var det bare at følge med, men man skulle stadig være med selv, eller kom man ud alene og skulle klare det hele selv?
De to danske drengehold kom faktisk ind samtidig. Jeg kom ud 5 sekunder efter et felt, så jeg havde ”travlt”. Jeg fik hurtigt hentet feltet til 1’eren, men blev klar over, at der var enormt mange gaflinger. På første langstræk fulgte jeg min landsmand Rasmus Kragh, men havde ikke samme post som mig, så vi bommede rent faktisk begge to vores 4’er. Jeg endte ved min 5’er og måtte lidt tilbage. Feltet var blevet helt spredt ved post 3, så nu var jeg helt alene og måtte klare det selv. Det gik også godt undtagen lige 10’eren, hvor jeg lavede en dum fejl. Jeg så ikke så mange andre resten af vejen, kun folk der skulle på tværs eller modsat. Jeg kom ind i det lange opløb, og kunne godt mærke at plankerne var ømme nu. Jeg fik sendt Marius afsted og blev lidt overrasket over, at have brugt 1:02. Jeg havde nogenlunde holdt min plads, så det var jo godt nok.
Hurtigt blev der dog fokus på noget andet. Maja Alm var gået ud som nr. 1 på sidste tur, efter et fantastisk løb af Signe, og lå de nu i duel med svenskerne om guldet. Jenny fra Sverige var dog lidt hurtigere til sidst og danskerne fik sølvet. Det var dog også første gang nogensinde, at et dansk pigehold vandt medaljer i stafetten.
Hos drengene var Søren gået ud som nr. 11. Han satte så det hurtige ben foran og overhælede 5 hold, og drengene endte også på podiet som nr. 6. Mit hold endte som nr. 22, end bedre placering end sidste års andenhold, så det var jo også godt.
Champagne – igen!
Så ingen blev det til champagne sprøjt, som det faktisk blev til efter hver distance. Sådan fejres et godt resultat i dansker-lejren. Og ja så var festen jo denne søndag eftermiddag/aften jo kun lige begyndt. Nu skulle banketten endelig i gang, nu har man hørt så meget om den. Det startede meget, ja roligt er nok ikke ordet, men nærmere mindre vildt ved spisning, men så blev det sluppet løs i med disko. Ja, og folk var stive nogle meget, nogle før maden, andre mere i løbet af festen. Ja banketten var som beskrevet!
Desværre skulle vi så hjemad mandag, men der kunne jeg så se tilbage for al den erfaring, jeg har fået med JWOC, og hvor meget jeg også har lært af løbene. Så var det også enormt fedt at møde så mange udenlandske løbere fra hele verden.
Og nu bliver der så straks set frem efter. En ugelang JWOC 2009-samling har givet en god start for næste års Junior VM. Og jeg vil selvfølgelig gøre alt for at komme med de næste 3 år!
Alle kortene kommer snarest mulig på siden m. vejvalg. Oså kort fra Italien komme op.
onsdag den 16. juli 2008
Midgårdormen
Så er holdet til dette års Midgårsorm udtaget. De heldige vindere, der skal skaffe en 7. plads til Roskilde i år, blev:
1. Tur: 5,5 km nat - Michael Køge
2. Tur: 5,5 km nat - Christian VG
3. Tur: 14 km nat/gry - Martin Laage/ Andreas B
4. Tur: 8 km gry/dag - Tobias
5. Tur: 5,5 km dag - Martin Frich
6. Tur: 5,5 km dag - Michael Kreiberg
7. Tur: 8 km dag - Kim B
8. Tur: 12 km dag - Martin Laage/ Andreas B
Skriv gerne kommentarer med forslag til eventuelle ændringer.
Vh.
Tobias Frich
1. Tur: 5,5 km nat - Michael Køge
2. Tur: 5,5 km nat - Christian VG
3. Tur: 14 km nat/gry - Martin Laage/ Andreas B
4. Tur: 8 km gry/dag - Tobias
5. Tur: 5,5 km dag - Martin Frich
6. Tur: 5,5 km dag - Michael Kreiberg
7. Tur: 8 km dag - Kim B
8. Tur: 12 km dag - Martin Laage/ Andreas B
Skriv gerne kommentarer med forslag til eventuelle ændringer.
Vh.
Tobias Frich
lørdag den 28. juni 2008
Fortid, nutid og fremtid.
Skrevet af Martin Laage Kragh
Jeg har det seneste halvandet år ikke rigtig opnået de resultater jeg havde regnet med og håbet på. Det skyldes til dels at motivationen har været svingende og derved har formen og figtherviljen ikke altid være hvor den skulle være. Hvorfor formen ikke har været så god som den burde, er der flere svar på. Ved afslutningen har 2006 sæsonen havde jeg vundet fire DM-medalje og blevet nr.3 til det store norske løb Blodslitet, samtidig kronede jeg sæsonen med en fantastisk 5000m på 16:36. Det er idag over halvandet år siden og siden dengang har jeg ikke løbet under 17:00 på de fem kilometer. Dette tiltrods for at jeg i denne periode af mit liv burde forbedre mig alene ved at blive ældre ;)
Med denne fantastiske rekord i tankerne burde vintertræningen havde været en ren leg i 2006. Men blandt andet en roskilde syge, influenza og en overbelastning udsatte hele tiden den træning der skulle vedligeholde og forbedre tiden fra november. Selvom sæson starten var lige for døren var min form langt fra hvad den havde været i det fantastiske efterår. Det viste sig også at blive til et resultatmæssigt dårligt år. De dage hvor fysikken måske ikke var så ringe enda, viste teknikken sig fra sin knap så gode side, således kunne jeg ved sæsonafslutningen kun tænkte tilbage på et eneste godt løb, et gadeløb i Roskilde hvor jeg satte ny PR på 10km, 36:19. Derfor var det ikke med den største motivation at jeg gik vintertræningen i møde.
Jeg holdt dog benene så meget i gang at jeg stadig blev udtaget til wildcard samlingerne med junioreliten. Til springcup leverede jeg en nogenlunde acceptabel præstation og jeg var faktisk en smule optimistisk med henblik på den kommende sæson. Men bortset fra to gode sprintløb til henholdsvis DM og JWOC udtagelsesløbene, har der ikke været meget at råbe hurra for.
Den sidste måned har dog været ret positiv, jeg føler jeg har trænet ret godt. Dette skyldes måske at jeg har haft sommerferie i de sidste to uger og før det læseferie. Men alligevel har det været anderledes en førhen. Blandt andet har jeg, som de andre i elitegruppen fået Anne Konring til at hjælpe med at lægge en træningsplan. Det har betydet at min motivation for at træne på et højtniveau har fået ordenligt skub i den rigtige retning. Det at der er en som har krav på at vide hvad man går og laver, betyder at man yder den tand mere som er nødvendig. Denne træning og i formenlig højere grad den motivation som jeg har fået herfra, betød at jeg i onsdag (25/6) løb 3000m på 9:42 til en baneturnering i Holbæk. Det var en fantastisk at se at jeg endelig efter så lang en periode, kunne se at jeg igen er på vej tilbage til fordoms stor form. Hvis man sammenligner min tid i onsdag med min rekord på 5000m, viser det sig faktisk at min præstation i onsdags er næsten identisk med den i efteråret 2006. Det kan lade sig gøre ved hjælp af runnersworld calculator:
http://www.runnersworld.co.uk/news/article.asp?UAN=1681
Den kan estimere hvor lang tid du vil bruge på en given distance ud fra en anden tid+distance. Den er selvfølgelig kun generel, den kan jo ikke tage forbehold for om man har speciale i marathon løb eller om du er supersprinter. Alligevel giver den et rigtig godt bud på en tid. Således fortæller den at jeg ville løbe 5000m på 16:40. Dvs. 4 sekunder langsommere end min rekord, hvilket er utrolig tilfredsstillende når jeg langt fra er i topform. Derfor er jeg også optimistisk hvad angår resultater i efteråret, især regner jeg med at gøre det godt til DM Ultralang, som næsten er på hjemmebane. Dog er de største mål for efteråret at løbe de 5000m under 16:36 - Men meget gerne under 16:00.
Nu gælder det først og fremmest en uge på sommerlejr i Göteborg, hvor vi forhåbentlig får lidt dansk metal at glæde os over. Herefter skal jeg næsten en hel måned til USA, her skal jeg bevise over for mig selv, at selvom der er ferie, er der hård træning.
God Sommerferie
Martin.
Jeg har det seneste halvandet år ikke rigtig opnået de resultater jeg havde regnet med og håbet på. Det skyldes til dels at motivationen har været svingende og derved har formen og figtherviljen ikke altid være hvor den skulle være. Hvorfor formen ikke har været så god som den burde, er der flere svar på. Ved afslutningen har 2006 sæsonen havde jeg vundet fire DM-medalje og blevet nr.3 til det store norske løb Blodslitet, samtidig kronede jeg sæsonen med en fantastisk 5000m på 16:36. Det er idag over halvandet år siden og siden dengang har jeg ikke løbet under 17:00 på de fem kilometer. Dette tiltrods for at jeg i denne periode af mit liv burde forbedre mig alene ved at blive ældre ;)
Med denne fantastiske rekord i tankerne burde vintertræningen havde været en ren leg i 2006. Men blandt andet en roskilde syge, influenza og en overbelastning udsatte hele tiden den træning der skulle vedligeholde og forbedre tiden fra november. Selvom sæson starten var lige for døren var min form langt fra hvad den havde været i det fantastiske efterår. Det viste sig også at blive til et resultatmæssigt dårligt år. De dage hvor fysikken måske ikke var så ringe enda, viste teknikken sig fra sin knap så gode side, således kunne jeg ved sæsonafslutningen kun tænkte tilbage på et eneste godt løb, et gadeløb i Roskilde hvor jeg satte ny PR på 10km, 36:19. Derfor var det ikke med den største motivation at jeg gik vintertræningen i møde.
Jeg holdt dog benene så meget i gang at jeg stadig blev udtaget til wildcard samlingerne med junioreliten. Til springcup leverede jeg en nogenlunde acceptabel præstation og jeg var faktisk en smule optimistisk med henblik på den kommende sæson. Men bortset fra to gode sprintløb til henholdsvis DM og JWOC udtagelsesløbene, har der ikke været meget at råbe hurra for.
Den sidste måned har dog været ret positiv, jeg føler jeg har trænet ret godt. Dette skyldes måske at jeg har haft sommerferie i de sidste to uger og før det læseferie. Men alligevel har det været anderledes en førhen. Blandt andet har jeg, som de andre i elitegruppen fået Anne Konring til at hjælpe med at lægge en træningsplan. Det har betydet at min motivation for at træne på et højtniveau har fået ordenligt skub i den rigtige retning. Det at der er en som har krav på at vide hvad man går og laver, betyder at man yder den tand mere som er nødvendig. Denne træning og i formenlig højere grad den motivation som jeg har fået herfra, betød at jeg i onsdag (25/6) løb 3000m på 9:42 til en baneturnering i Holbæk. Det var en fantastisk at se at jeg endelig efter så lang en periode, kunne se at jeg igen er på vej tilbage til fordoms stor form. Hvis man sammenligner min tid i onsdag med min rekord på 5000m, viser det sig faktisk at min præstation i onsdags er næsten identisk med den i efteråret 2006. Det kan lade sig gøre ved hjælp af runnersworld calculator:
http://www.runnersworld.co.uk/news/article.asp?UAN=1681
Den kan estimere hvor lang tid du vil bruge på en given distance ud fra en anden tid+distance. Den er selvfølgelig kun generel, den kan jo ikke tage forbehold for om man har speciale i marathon løb eller om du er supersprinter. Alligevel giver den et rigtig godt bud på en tid. Således fortæller den at jeg ville løbe 5000m på 16:40. Dvs. 4 sekunder langsommere end min rekord, hvilket er utrolig tilfredsstillende når jeg langt fra er i topform. Derfor er jeg også optimistisk hvad angår resultater i efteråret, især regner jeg med at gøre det godt til DM Ultralang, som næsten er på hjemmebane. Dog er de største mål for efteråret at løbe de 5000m under 16:36 - Men meget gerne under 16:00.
Nu gælder det først og fremmest en uge på sommerlejr i Göteborg, hvor vi forhåbentlig får lidt dansk metal at glæde os over. Herefter skal jeg næsten en hel måned til USA, her skal jeg bevise over for mig selv, at selvom der er ferie, er der hård træning.
God Sommerferie
Martin.
onsdag den 25. juni 2008
Endelig JWOC
Skrevet af Andreas Boesen
Så sker det endelig!
Dette har jeg haft i tanker næsten hver gang, jeg har løbet oppe på Efterskolen efter Mads' træningsprogram, efter hvert interval, hver bakketur. Dengang var der lange udsigter til JWOC, men nu er der altså afgang på fredag. Yes! Jeg føler mig klar, min form føles i hvert fald god. De sidste par intervaller har kørt rigtig godt, og i dag var jeg hos lægen og fik at vide, at jeg havde forbedret min lungefunktion betydligt det seneste år. Desuden er jeg på vej mod det normale niveau, så jeg håber stadig, at jeg kan vokse fra astmaen. Dernæst fik jeg også min godkendelse fra IOF om, at jeg har tilladelse til at bruge min astma-medecin, så den lille stressfaktor ligger heller ikke i vejen længere.
Det hele lyder næsten som om, alt er godt, men efterskoleåret på HNIE stoppede jo desværre i lørdags, og ja, det er sørgeligt, at skulle vinke farvel til sine venner, som man nu har været sammen med i et helt år. At JWOC kun ligger en uge efter har dog hurtigt hjulpet mig over den triste slutning. Og til JWOC ser jeg så alle mine o-løbs venner igen. Det er måske også meget godt, at stoppe og komme tilbage til det gamle, men det er svært.
De sidste par dage her inden JWOC, vil jeg bruge på (eller forsøge på) at glemme HNIE lidt og sætte fokus på konkurrencerne. Formen kan stadig finpudses lidt, og jeg har ikke haft et ordentligt kort i hånden længe, så jeg brænder for at komme afsted. Jeg glæder mig også til at opleve seriøsiteten, som jeg har hørt skulle være ekstrem, opbakningen fra publikkummet, at møde de andre løbere og i det hele taget bare at være der på løber-siden, og være en af de 238 løbere det hele handler om. Jeg er med for at lære, så jeg føler ikke der hviler et stort pres på mig, selvom jeg dog selv kan sætte mine mål og gerne vil vise, hvad jeg kan.
JWOC, det bliver nice!
Så sker det endelig!
Dette har jeg haft i tanker næsten hver gang, jeg har løbet oppe på Efterskolen efter Mads' træningsprogram, efter hvert interval, hver bakketur. Dengang var der lange udsigter til JWOC, men nu er der altså afgang på fredag. Yes! Jeg føler mig klar, min form føles i hvert fald god. De sidste par intervaller har kørt rigtig godt, og i dag var jeg hos lægen og fik at vide, at jeg havde forbedret min lungefunktion betydligt det seneste år. Desuden er jeg på vej mod det normale niveau, så jeg håber stadig, at jeg kan vokse fra astmaen. Dernæst fik jeg også min godkendelse fra IOF om, at jeg har tilladelse til at bruge min astma-medecin, så den lille stressfaktor ligger heller ikke i vejen længere.
Det hele lyder næsten som om, alt er godt, men efterskoleåret på HNIE stoppede jo desværre i lørdags, og ja, det er sørgeligt, at skulle vinke farvel til sine venner, som man nu har været sammen med i et helt år. At JWOC kun ligger en uge efter har dog hurtigt hjulpet mig over den triste slutning. Og til JWOC ser jeg så alle mine o-løbs venner igen. Det er måske også meget godt, at stoppe og komme tilbage til det gamle, men det er svært.
De sidste par dage her inden JWOC, vil jeg bruge på (eller forsøge på) at glemme HNIE lidt og sætte fokus på konkurrencerne. Formen kan stadig finpudses lidt, og jeg har ikke haft et ordentligt kort i hånden længe, så jeg brænder for at komme afsted. Jeg glæder mig også til at opleve seriøsiteten, som jeg har hørt skulle være ekstrem, opbakningen fra publikkummet, at møde de andre løbere og i det hele taget bare at være der på løber-siden, og være en af de 238 løbere det hele handler om. Jeg er med for at lære, så jeg føler ikke der hviler et stort pres på mig, selvom jeg dog selv kan sætte mine mål og gerne vil vise, hvad jeg kan.
JWOC, det bliver nice!
Abonner på:
Opslag (Atom)
